Verdens første TV-station
for udviklingshæmmede
TV-Glad, verdens første TV-station for og med udviklingshæmmede, er en virksomhed i Danmark med godt 200 medarbejdere fordelt på 4 TV-Glad afdelinger i Danmark. Flere lokalafdelinger er på vej. Hovedafdelingen ligger i København og beskæftiger ca. 160 mennesker.
TV-Glad sender sine programmer på forskellige lokal-tv kanaler i Danmark. TV-Glad producerer og sender 1/2 times tv hver dag. Der sendes både i dag- og aftentimer. Udsendelserne kan ses af ca. 1/3 af befolkningen.

Ekspansion i ind- og udland
Der er stor interesse for TV-Glad i udlandet. Vi ligger i forhandlinger om etablering af TV-Glad afdelinger i Litauen, Sverige, Norge, Spanien, Tyrkiet, Cuba, Ecuador og Kina. Visionen er at etablere TV-Glad rundt om i verden og broadcaste via satellit globalt. Fra september 2003 har TV-Glad broadcastet til store dele af Latinamerika via satellit fra Madrid 1⁄2 time hver 14. dag på undervisningskanalen ATEI.
Få mere at video om TV-Glads ekspansion i ind- og udland på siden om TV-Glad International
Ytringsfrihed
De fleste udviklingshæmmede kan ikke læse og skrive, men via TV-Glad kan udviklingshæmmede komme til orde og være i dialog med hinanden og omverdenen. At kunne ytre sig om hverdagen og fortælle historier er afgørende for selverkendelse og identitet.
Det er vigtigt at udviklingshæmmede får mod til at sige deres mening og skabe kontakt til mennesker udenfor deres eget miljø.

TV-Glad skal bidrage til at sikre, udbygge og fastholde handicappedes demokratiske rettigheder til ytringsfrihed på egne betingelser
Selvværd
Alt for mange udviklingshæmmede lever et trivielt liv og tilbydes trivielt arbejde. På TV-Glad stilles de samme krav, som på det øvrige arbejdsmarked - man skal yde det bedste man kan – så skal TV-Glad nok hjælpe med relevant og målrettet kvalificering.

Udvikling
TV-Glad er grundlagt med fokus på at løse arbejdsopgaver, som udviklingshæmmede oplever som meningsfyldte. På TV-Glad er udviklingshæmmede aktive i eftertragtede jobs. De er synlige rollemodeller for andre udviklingshæmmede og er selv med til at vise vej til forandring.

Arbejdspladser
TV-Glad tilbyder moderne og tidssvarende arbejdspladser indenfor tv-produktion til udviklingshæmmede i samarbejde med offentlige myndigheder. Medarbejderstaben udgøres tillige af ansatte og frivillige med meget forskellig baggrund; professionelle tv-folk, grafikere, musikere, pædagoger, undervisere, studerende mm.

Tv-produktionen er organiseret i redaktioner. Hver redaktion ledes af en professionel tilrettelægger. Tilrettelæggeren forestår oplæring, samarbejde, produktion og støtte til den enkelte i dagligdagen. Efter en introduktion til tv-arbejde bliver den ansatte oplært til en fast arbejdsfunktion som fx. journalist, fotograf, lydmand, lysmand, redigeringsassistent, teknisk medhjælper mm.
På TV-Glad spilles musik, teater og males billeder. Især musikken er et vigtigt element i hverdagen.
En typisk arbejdsuge
De enkelte redaktioner fastsætter hver uge en række produktionsopgaver, som skal udføres. Opgaverne matcher den enkelte redaktionsgruppes formåen og kvalifikationer, og kan for eksempel være:
- portræt af en cirkusdirektør
- temaudsendelse om arbejde og uddannelse
- samtaler om fx sex og samfund
- en ”kändis” i den varme stol
- anmeldelser af film og musik
- politiske og kulturelle begivenheder her og nu
- samtaler om tilværelsen
Alle ansatte på TV-Glad uddannes til at kunne begå sig på en arbejdsplads, der er dynamisk, udadvendt og livlig. Man skal være indstillet på rejsevirksomhed og opsøgende selvstændigt arbejde - men under trygge rammer.
Uddannelse for udviklingshæmmede
De meget positive resultater med arbejdspladsen TV-Glad, hvor udviklingshæmmede uddannes til reportere og tv-medarbejdere og med professionel støtte selv sætter dagsordenen for programproduktionen, har afstedkommet etablering af Danmarks første faglige uddannelse for udviklingshæmmede: Glad Fagskole. Skolen er startet med det første hold elever i august 2004 og er etableret med støtte fra det danske Beskæftigelsesministerie.

Udvikling af moderne arbejdspladser
I tilknytning til TV-Glad er vi igang med at etablere en række nye produktorienterede og indtægtsgivende arbejdspladser til udviklingshæmmede indenfor følgende områder: produktion af undervisningsfilm, dokumentar, information- og oplysnings-materiale, grafisk produktion (elektronisk og på print), animation, musikproduktion, bladvirksomhed og undervisning. Arbejdspladserne etableres i samarbejde med udviklingshæmmede, der på samme måde, som på tv-stationen uddannes til at varetage reelle arbejdsfunktioner i samarbejde med professionelt personale.

Stor bevågenhed
Dynamikken, fagligheden og resultaterne afstedkommer en stor interesse for vores arbejde fra mange sider. TV-Glad modtager besøg fra behandlermiljøet, institutioner, skoler, interessegrupper og forvaltninger fra ind- og udland. Ligeledes er vi så heldige at andre kaster et blik på vores arbejde. Således er der allerede produceret 8 dokumentarprogrammer af hver ½-times varighed om TV-Glad, der har været sendt på de landsdækkende kanaler TV2 og TV2 Zulu. Der er skrevet en række rapporter om arbejdspladsen TV-Glad og netop nu er et nyskrevet masterspeciale fra RUC omhandlende TV-Glad undervejs til udgivelse i Danmark.
Den politiske dagsorden
Den nuværende social- og arbejdsmarkeds-politiske dagsorden i Danmark og EU, der både rummer krav om stigende selvforsørgelse, delvis afvikling af sociale ydelser og demokratiske krav om et rummeligt arbejdsmarked og medborgerskab fordrer nytænkning og handling for at lykkes.

Visioner og udviklingsperspektiver
Udviklingshæmmede skal uddannes og kvalificeres til et aktivt samfundsliv, hvor de gør gavn med en faglighed i dialog med omverdenen. De skal støttes i at udvikle kvalifikationer og kompetencer, som de selv er med til at definere. Det rummelige arbejdsmarked kan kun lykkes hvis de involverede parter løfter opgaven i fællesskab.
TV-mediet befordrer en tempogevinst idet udviklingshæmmedes synlighed og tilstedeværelse i mediebilledet skaber indblik, forståelse, tolerance og respekt for gruppens livsvilkår og deres tydeligt formulerede ønske om at være aktivt tilstede i kultur- og samfundslivet.
TV-Glad arbejder målrettet på at udviklingshæmmede kan kommunikere globalt via moderne digitale medier, at udviklingshæmmede tilbydes meningsgivende uddannelse og at udviklingshæmmede sikres reel adgang til arbejdsmarkedet.

Se eksempler på TV-Glads undsendelser på www.tv-glad.dk/videoarkiv